HuaHin.dk

Alt hvad du kan opleve på din ferie i Hua Hin !
Skærmbillede 2015-11-08 kl. 15.45.54
Loy Krathong - “Lysfest”

Loy Krathong Festival

Loy Krathong eller Loi Krathong er dagen hvor lysene tændes og lanternerne stiger til himmels overalt i Thailand. Hvis du så heldig at være på ferie i Thailand i denne periode, så bør du helt sikkert deltage i den lokale Loy Krathong fejring og få en kulturoplevelse ud over det sædvanlige.

Loy Krathong er vel nok en af de mest populære thailandske begivenheder i løbet af året og i popularitet formentlig kun overgået af det thailandske nytår, Songkran. Loy Krathong Festival fejres overalt i Thailand, så hvad enten du er i Chiang Mai i nord eller Phuket i syd, så vil du kunne opleve denne enestående begivenhed.
Hvornår er Loy Krathong i Hua Hin..
Loy Krathong fejres hvert år i november på den første fuldmånedag i den 12. måned i den thailandske kalender. Som tidligere nævnt ikke kun i Hua Hin men overalt i Thailand.

2017 d. 3. november.
2018 d. 23. november
2019 d. 13. november
2020 d. 1. november
2021 d. 19. november
2022 d. 8. november
2023 d. 27. november
2024 d. 15. november
2025 d. 6. november
2026 d. 25. november

Hvis du er i Hua Hin under Loy Krathong, så vil du opleve at der er flere steder rundt omkring i byen, hvor der afholdes Loy Krathong ceremonier. Ved aftentid omkring kl. 18-19 går der et optog igennem Hua Hin city og i flere år har det været sådan at “den store ceremoni” har været afholdt i Suan Luang Rachinee Queens park, som ligger et par kilometer fra bymidten. Hua Hin Soi 19. Der afholdes også en større ceremoni ved Khao Thao som ligger ca. 10 km syd for Hua Hin.

Vi anbefaler at du eks. spørger personalet på dit hotellet, hvor du lokalt bedst kan opleve Loi Krathong.

Hvad sker der på Loi Krathong..
Om aftenen på fuldmånedagen samles lokale og turister omkring floder, vandløb, ved stranden eller hotellet pool og lader deres Krathonger flyde ud i vandet. Prøv at forestille dig hvor flot et syn det er, når i hundredevis af små blomsterbåde pyntet med stearinlys flyder ud på vandet, hvor fuldmånen samtidigt spejler sig i vandoverfladen..en næsten spirituel oplevelse, skulle vi hilse og sige !
De fleste hoteller i Hua Hin har normalt en eller anden form for fejring om aftenen og mange bruger her poolen til at sætte de små både ud i.

Dagen inden Loi Krathong så er der normalt små fejringer og events i og omkring shoppingcentrene Market Village og Blue Port, hvor børn og voksne kan lave deres egne krathonger og tage med hjem til fejringen dagen efter..

Overtroen..
Siger at man med Krathongen bortsender alle sine dårligdomme og dermed får forladelse for de synder og ulykker man i løbet af året måtte have pådraget sig eller være skyld i..meget nemt hva´ :-)
En anden populær tolkning af Krathongens betydning, særligt blandt den yngre generation, er at hvis et kærestepar sender deres Krathonger afsted sammen og de følges ad, ja så vil forholdet vare ved. Omvendt er det så også hvis Krathongerne skilles ad på deres tur ud på vandet, ja så vil deres forhold ikke holde i længden..
Loy Krathong boat
Hvad er en Krathong båd ?
“Loy” betyder at flyde og “Krathong” betyder fartøj eller lille båd formet som en lotus. Den dag idag laves Krathongbådene, som i fortiden, også af bananblade som typisk dekoreres med blomster, et lille lys og røgelsespinde. Nogle både laves også af andet materiale såsom skum eller papir. Af naturlige grunde er disse ikke så miljøvenlige som de traditionelle både lavet af naturmaterialer.
I Krathongbådene lægges normalt også en mønt (typisk 1 baht) til guderne og nogle putter sågar også hårlokker eller afklippede neglestykker der i, igen pga. overtro og for at komme af med synderne begået i det forgangne år. Mønten typisk fordi man tror det bringer velstand..
Loy Krathong
Lanterner
En anden meget populær tradition som følger med Loy Krathong Festival er Yi Peng, (opsendelsen af rispapir lanterner) som skaber et helt enestående syn på himlen over mange thailandske byer. I de senere år er traditionen med opsendelse af lanterne dog begrænset i mange byer pga. brandsikkerhed og flytrafik. Yi Peng er som udgangspunkt en tradition der har sit udgangspunkt i den nordlige del af Thailand men efterhånden har spredt sig til hele landet.
Teknikken er den at man tænder en lille tændblok, som opvarmer luften i lanterne der som oftest er lavet af rispapir og når den så er helt fyldt op med varm luft, ja så kan man forsigtigt slippe den og lade den begive sig ud på sin rejse i fuldmånens skær.

Krathong-både og lanterner kan købes rundt omkring i Hua Hin i løbet af dagen.

OBS ! mht. opsendelse af lanterner, så anbefaler vi at du som turist i Thailand altid først sikrer dig at du i det hele taget MÅ opsende lanterner i den by du opholder dig. Fra tid til anden eksisterer der forbud pga. brandfare og sikkerhed for flytrafikken og overtrædes dette kan det medføre store bødestraffe.
Loy Krathongs oprindelse og betydning
Loy Krathong er oprindeligt en ældgammel indisk hinduistisk tradition, hvor man takkede Vand-guderne for regnen i forbindelse med starten på rishøsten. Ud over det så er/var Loy Krathong også en hyldest til Buddha og de legendarisk fodspor han i sin tid efterlod på bredden ved floden Narmada i Indien.
Den særlige thailandske måde at fejre Loy Krathong på er en mere end 700 år gammel tradition og havde sin begyndelse helt tilbage i Sukhothai perioden (årene 1238 til 1438). En smuk kvinde ansat ved hoffet lavede et år nogle fine lotusformede lanterner af bananblade, som den daværende konge blev så begejstret for at han bekendtgjorde at disse “krathongs”, som de blev kaldt, skulle laves hvert år fremadrettet og skulle sættes ud i vandet..
Stacks Image 4548
Loy Krathong skønhedskonkurrence

Det er normalt også sådan at der hvert år i forbindelse med Loy Krathong afholdes skønhedskonkurrencer. Disse skønhedskonkurrencer kaldes “Nopphamat Queen Contest” opkaldt efter den føromtalte kvinde der var den første til at lave en Krathongbåd. I følge legenden var denne Nopphamat ganske særligt smuk omend der ikke findes bevis for at hun nogensinde har eksisteret..
Du kan læse meget mere om de thailandske helligdage på vores side > Helligdage og fejringer
annoncering på huahin.dk
Loykrathong

Din annonce her på HuaHin.dk ?