HuaHin.dk

Alt om shopping i Hua Hin..
feriebolig
Shopping & markeder
Hua Hin Night market
Shop amok i Hua Hin..

Hua Hin byder på fantastiske muligheder for shopping og uanset om du er ude efter mærkevarer eller fine vellignende kopier, så finder du næsten det hele i Hua Hin…

I Hua Hin centrum ligger der et stort indkøbscenter som hedder Hua Hin Market Village. Dette shoppingcenter er bygget efter vestlige standarder og det er her du finder de internationale "koncept-butikker" som eks. Lee, Levis og Lacoste, som sælger tøj til en del under de priser, som du er vant til at se i Europa. Desuden finder du i Hua Hin Market Village også flere internationale restaurantkæder såsom The Pizza Company, Mc Donalds, Starbucks og Kentucky Fried Chicken.

Hvis du er mere interesseret i at gå på oplevelse i de små butikker i Hua Hins bymidte, som for de flestes vedkommende privatejede, så finder du den største koncentration af butikker i området omkring Sofitel hotellet.

På de forskellige markeder rundt omkring i byen er der et kæmpe udvalg i diverse varer. Her finder du kopiure og T-shirts, cd/dvd film kopier, lokalt forarbejdet brugskunst og meget andet.
Hua Hin er kendt for de gode shoppingmuligheder og ikke mindst de gode markeder. Her på siden vil vi omtale de fem mest populære markeder som er:

  • Natmarkedet (Nightmarket)
  • Grand Market
  • Chat Chai Market - dagmarkedet
  • Pai Mai Market
  • Cicada Market
Tip !
Husk det er normalt at "prutte" om prisen på markederne..men gør det altid med et smil, så kommer du længst ! Der kan nemt gå sport i at prutte om prisen og det står selvfølgeligt alle frit for hvor meget man vil betale for en vare..alligevel opfordrer vi dig til at huske på at de sidste 50 Baht (kr.7,5) som handlen eller taxaturen måske står eller falder på, kan gøre megen glæde og gør en forskel i de fleste thailandske familier.
Hua Hin Natmaked - Night Market
Hua Hin Night Market
Hua Hin natmarked er en uimodståelig oplevelse for besøgende i byen. I Hua Hin er der op til flere markeder, men det mest berømte marked i lokalområdet, er uden tvivl natmarkedet. Selvom det kaldes “Nat” markedet, så åbner det allerede tidlig aften omkring kl. 18.00 og de fleste boder og madsteder lukker omkring 23.00.

Natmarkedet finder du i midtbyen på gaderne Soi 72 og Dechanuchit Road som løber mellem hovedvejen Petchakasem Road og op til jernbanestationen.

Den intime aftenstemning er med til at øge charmen på markedet og mange turister elsker at slentre rundt i området under den ofte stjerneklare himmel. Her gør de sig måske et billigt køb af lokal brugskunst eller diverse kopivarer og får sig måske også et billigt eksotisk aftenmåltid i en af de mange boder og gadekøkkener.
De fleste restauranter og spisesteder ved natmarkedet lukker ligesom boderne omkring kl. 23.00. Enkelte steder vil fortsætte med at holde åbent til hen mod daggry især i højsæsonnen..

I natmarkedets utallige madboder findes der lækre delikatesser, der er udarbejdet på stedet og serveres i løbet af få minutter. De fleste af disse retter er billige og giver stor værdi for pengene.
Seafood restauranter ved natmarkedet
Fisk- og skaldyrsrestauranterne omkring natmarkedet er meget populære og på vores facebookside er der også mange danskere som har givet udtryk for at netop deres favoritrestaurant i Hua Hin ligger ved natmarkedet.
Mange af stederne tilbyder nemlig fremragende frisk fisk og skaldyr til beskedne priser og udstråler en uformel afslappet atmosfære. Isbakker med et væld af frisk fisk, hummere og krabber kan ikke undgå at virke tillokkende på den besøgende. Som oftest har restauranterne ved natmarkedet en salgsbod ud mod gaden, hvor maden bliver kogt og solgt. Hvis ikke du har set kæmpe-hummere før så kan du komme til det her !
Selvom de fleste restauranter ud til gaden lokker med thai- og seafoodretter så er det på det fleste steder også muligt at bestille en god bøf eller steak eller anden vestligt inspireret mad.

Læs også: De mange spisesteder i Hua Hin, serverer alt hvad du kan tænke dig..

Som man kan forvente af et rigtigt marked er der på Hua Hins natmarked mange muligheder for dem med et godt “shoppe-gen”. Varer som lokalt forarbejdet kunsthåndværk, Rolex kopiure, solbriller, smykker, strandtøj, buddhistiske souvenirs og særprægede lamper, er blandt de mange forskellige ting, du kan bruge penge på. Du kan også finde inspiration i de mange små tøjboder med smarte nederdele, kjoler, toppe, skjorter og meget mere i både kopier og originaler.

Selv hvis du ikke kan finde noget, der lige falder i din smag, så er den særlige atmosfære og afslappede stemning på markedet en oplevelse i sig selv. Mange turister kommer derfor igen aften efter aften, blot for at mærke atmosfæren og måske få sig en drink eller en kold Singha øl i en af de små barer. Mange af midtbyens restauranter har nemlig også barer ud mod gaden, hvor du som gæst kan nyde en afslappende drink og opleve natmarkedet og hele det pulserende liv på nærmeste hold..
Grand Market
Grand Market Hua Hin Thailand
Hua Hin Grand Market har fået sit navn fordi det ligger lige ved det store hotel Grand Hotel Plaza, kort gåafstand syd for bymidten.
Det åbner omkring kl. 17.00 og lukker igen omkring kl. 23.00 og har åbent hver uge året rundt fra onsdag til søndag.
På Grand Market finder du stort set de samme ting som på byens andre markeder, men måske med en lille overvægt at tøj til kvinder. Det er også på Grand Market at du kan opleve de lokale “dyrehandlere” som sælger katte, hunde og hamstere fra deres små boder. Ja, du finder sågar også akvariefiske til salg..

Hvis du vil kombinere turen til Grand Market med spisning ja så er der også en lang række gadekøkkener i yderkanten af markedet hvor du ka købet et meget billigt måltid mad eller en kold drink hvis du har lyst..
Ps. hvis du har lyst til at udfordre en ven eller kærste til at spise stegte insekter såsom larver eller fårekyllinger, så er det normalet også muligt at købe i en af boderne på Grand Market. Vi har prøvet det selv og det er slet ikke så slemt og formentligt meget sundt..velbekomme :-)

Thaiboxing
Hvis du kunne tænke dig at opleve Thailands nationalsport, Muay Thai / Thaiboksning, så er det også ved Grand Market at du finder et af de to Thaiboksing-stadions i byen. Grand Sports Stadium som stedet hedder, afholder normalt deres kampe fredag aften og i højsæsonen også om onsdagen..
Hua Hin Market Village
Market Village shopping center
Hua Hin Market Village er et ret nyt shoppingcenter, der ligger kun få hundrede meter fra Hua-Hins centrum.
Her finder du bla. originale mærkevare butikker som eks. Lacoste, Levis og Wrangler, samt et stort udvalg af vestlige koncept-restauranter og kaffebarer såsom The Pizza Company, KFC, Starbucks og is-baren Häagen-Dazs og mange flere. Ligeledes er der i Market Village et stort dagligvarehus (Lotus) som i vareudvalg vel bedst kan sammenlignes med danske Føtex, med alskens dagligdagsvarer elektronik og tøj.
Endvidere finder du forskellige former for underholdning såsom eks. biograf, spille-hal med videospil og et mindre bowlingcenter på øverste etage i Market Village.
Hvis du er ude efter et billigt måltid mad anbefaler vi at du tager et smut i Lotus´ cafeteria, hvor du vil finde et stort udvalg af dejlige thailandske retter til meget attraktive priser. Ud over cafeteriet og de mange konceptrestauranter, ligger der også et antal mindre familierestauranter i centret ,som prismæssigt ligger på niveau med de billigste restauranter i Hua-Hin by.
Hua Hin Blue Port Shopping
Blue Port Shopping er det seneste skud på stammen når vi snakker shoppingcentre af international standard i Hua Hin området.

Shoppingcentret er på tre etager og byder indenfor til en verden af god shoppingmuligheder og internationale mærkevarer. I Blue Port Hua Hin finder du internationale mærkevarer og retailkæder som H&M, Samsung, Starbucks og mange flere.

På den ene af centrets etager finder du desuden et stort område dedikeret til underholdning og aktiviteter for børn lige som der også er en biograf i Blue Port..

Du finder Blue Port Shopping på hovedvejen der løber igennem Hua Hin, Petchkasem Rd. Centret har åbent hver dag fra kl. 10-22.

Se mere:
www.blueporthuahin.com
Andre markeder
Hua Hin Marked
Weekend Market / Weekend Natmarkedet.
Har åbent onsdag-søndag og har nogenlunde det samme udbud som natmarkedet, som dog er noget større. Udbuddet af varer på “det lille natmarked” ændres dog lidt mere fra uge til uge, end du vil opleve på det store natmarked, eftersom der kommer forskellige sælgere til og lejer en stand.
Weekendmarkedet finder du ved på en lille sidevej til Petchkasem Road på den modsatte side af Marriott hotellet og tæt på San Paolo hospitalet.


Dagmarkedet (Chat Chai)
Lokalbefolkningens marked, hvor der sælges alt fra levende kyllinger og friske skaldyr til frugt, blomster, grøntsager og meget mere. En oplevelser. Du finder det på Sra Song Road, lige ved siden af natmarkedet.
Der er nomalt åbent fra 05.00-16.00 og vi anbefaler at du står tidligt op og kommer om morgene hvis du gerne vil have den unikke rejseoplevelse og opleve den “originale” autentiske stemning af thaiernes eget marked.

Cicada Market
Ligger lidt uden for bymidten på Petkachem Road, vejen ud mod abebjerget. Cicada markedet har åben fredag, lørdag og søndag fra omkring 15.00 til ca. 23.00.
Som på de andre markeder i Hua Hin, kan du her finde alt i diverse souvenirs, mad- mad og frugtboder, men det der gør Cicada til noget helt særligt er at det også er et sted hvor lokale kunstnere mødes og viser deres kunst til både lokalbefolkning og turister. Altså kan man her også opleve billedkunstnere der sælger deres malerier og andre kunstgenstande, opleve thailandske musikere, og andre former for optrædender..
Cicada Market, som i øvrigt ligger i en tropisk have, er i de senere år blevet en rigtigt favorit blandt turister og bør derfor være et must-do på din Hua Hin rejse..

Pai Mai Market
Det måske største lokale marked i Hua Hin. Det er her thaierne selv kommer og gør deres indkøb hvad enten der skal købes mad, tøj eller måske en reservedel til scooteren.
Pai Mai Market ligger på kanalvejen ved Riab Khan Khlong Road tæt på golfbanens driving-range i bymidten. Åbningstiderne er mandag-onsdag fra omkring kl. 17.00 til 22.00. Det har skiftet lidt frem og tilbage mht. hvor helt præcist på kanalvejen den helt præcise placering af dette marked er, men de lokale taxa chauffører ved helt sikkert hvor det ligger..
Plern Wan
Set fra gaden er Plern-Wan ved første øjekast måske ikke særligt prangende, men alligevel er det ret svært ikke at lægge mærke til stedet. Selve indgangen er udført i store massive træplanker, og den lille indgang synes med rette at indbyde til en spændende og anderledes ferioplevelse.

Plern Wan, som ligger i nordling retning lidt uden for selve bymidten, kan nok bedst beskrives som en fusion imellem en slags udendørs museum og et moderne “temabaseret” udendørs shoppingcenter.
Grundidéen med Plern Wan er grundlæggende at give et nostalgisk tilbageblik på det gamle Hua Hin/Thailand, som det var engang tilbage i 50´erne, dengang hvor landet stadig var uberørt af masse-turismen.
1950´erne var en tid hvor James Dean og Marilyn Monroe var blandt tidens hotteste ungdomsforbilleder i vesten, men i Hua Hin var dagligdagen måske en helt anden ? Det kan du bla. opleve i Plern Wan.

Plern Wan er bygget i en helt særegen arkitektonisk stil, med mange forskellige "tema"-butikker og små restauranter og caféer der ligger rundt omkring på området. Her sælges alt fra legetøj til diverse souvenirs og madvarer.
Stedet har også en udendørs biograf som er særligt populært i weekenden, hvor den lokale thailandske befolkning og de mange besøgende fra hovedstaden Bangkok, fester og hygger sig i Plern Wan komplekset..
Del dit shopping-tip eller kommentér på Facebook !
Shopping & Markeder